ST Liga herrer i hård runde..

Liga Herrerne spillede to af januars 6 ligakampe i weekenden, et meget hårdt og komprimeret program der er blevet lagt for denne sæson.

Kim Lundberg, Martin Klitte, Henrik Damsgaard, Tom Hedegaard, Jakob B. Nygaard, Morten O. Oulund og Kasper F. Hedegaard spillede lørdag mod ligaens tophold, Trekanten, og det på udebane i Kolding Bowlinghal.

ST bragte sig i front allerede efter den første serie 6-2. Så fik topholdet vundet den næste serie og bragte sig i front. Tredje og fjerde serie spillede de to mandskaber lige op, så efter 4 af de 6 serier, var stillingen 14-18. Men så satte topholdet Trekanten gearet et eller to niveauer op, og ST blev ikke levnet mange chancer i de sidste to serier, som begge blev tabt.

ST indkasserede et nederlag på 16-32, som dog var en forbedring ift forrige opgør mod Trekanten (6-42).
ST spillede kampen med et gennemsnit på 199, mens Trekanten spillede med et gennemsnit på 214.

Bedste mand for ST blev Morten O.Oulund med 1358 kegler (226).
Også Kim Lundberg, som i øjeblikket kæmper for en plads på ungdomslandsholdet, der i påsken skal spille ungdoms europamesterskaber i Leipzig i Tyskland, spillede en rigtig fin kamp. Kim lavede 1316 kegler (219).

Søndag på hjemmebanen i Viborg Bowlinghal, møde BK Hook fra Rødovre op til kamp. De to hold var inden weekenden ganske tæt på hinanden, lige over nedrykningsstregen. En sejr til et af holdene ville samtidig betyde at det pågældende hold ville ligge noget afstand til de to nedrykningspladser.

Det var dog bare en af de kampe, hvor tingene desværre ikke rigtig hang sammen. ST kom bagud fra start, og efter halvdelen af de 6 serier var spillet var stillingen 8-16.
I fjerde og femte serie blev ST også sat til dørs, og inden den sidste serie var ST bagud med 12-28.
I 6 og sidste serie kom spillet til at hænge noget bedre sammen, dette resulterede så også i at serien blev vundet med 6-2, men med et skuffende samlet resultat på 18-30.

ST spillede med et gennemsnit på 188.
Bedst for dagen blev igen Morten O. Oulund, med 1308 (218).

Stillingen i den bedste danske herrerrække er som følger: (de 4 bedste hold går videre til slutspillet, mens nummer 9 og 10 rykker direkte ned i de respektive 1. divisoner).

1 ) Trekanten, 10 kampe, 333 point, 74146 kegler
2 ) LBC, 10 kamp, 330 point, 73357 kegler
3 ) Brasilia, 10 kampe, 325 point, 69855 kegler
4 ) Enghaven, 9 kampe, 235 point, 65442 kegler
5 ) Suså BC, 10 kampe, 225 point, 69871 kegler
6 ) BK Hook, 10 kampe, 199 point, 67691 kegler
7 ) BK Viking, 10 kampe, 191 point, 67141 kegler
8 ) ST, 10 kampe, 186 point, 66795 kegler
9 ) Team Århus, 10 kampe, 175 point, 65533 kegler
10 ) Sydjysk Bowlingteam, 9 kampe, 153 point, 59061

Næste weekend (24. og 25. januar 2015) er begge kampe på hjemmebane i Viborg Bowlinghal.
Lørdag mod Sydjysk Bowlingteam fra Brørup, kl.12:00 og søndag mod Viking fra Viby/Århus, kl. 9:00.

(Tak til T.Simonsen for hjælp med referat)